Siden 1973 har jeg håndteret ruhårede hønsehunde, men også spinone, som i nogen grad minder om de ruhårede, og dog er noget anderledes. Alligevel, ru pels, kvadratisk krop og hoved, gåpåmod, måske ikke specielt kønne, men yderst robuste og tillidsfulde....
Og nu stod jeg så der med en hund der på alle punkter skillede sig ud fra det jeg havde kendt næsten hele livet. Langt spids hoved, blød pels, hvælvet ryg, godt to år, i sin allerbedste alder, spinkel, og dog kraftfuld - og meget angst. Og DET ER MIN HUND! Dette var på en flot Augustdag i 2007. På det tidspunkt havde jeg ingen erfaringer med borzoi. Men takket være nyhedsgrupper og Jaroff's opdrætter lykkes det mig at få et førstehåndsindtryk af racen, resten måtte komme ved selv at samle erfaring.

Vi var dårligt kommet hjem før det gik galt, en turist med en løs hund, uden kontrol for frem mod mig og min nye skønne hund, som blev endnu mere bange, og rev sig ud af halsbåndet. Jeg manglede den erfaring at borzoier har et meget lille hoved, der nemt kan lave dét nummer. Væk var han, uden navneskilt, som jo sad på halsbåndet.

Jeg søgte, cyklede hundrede kilometer om dagen eller mere, efterlyste ham. Men var klar over at chancerne for at indsamle en så sky hund var minimale. Og dog ringede telefonen tre dage senere, en aften ved 22-tiden. En dyrlæge havde fundet Jaroff der lå i vejsiden, og havde overgivet sig. der var noget galt med et forben, men de kunne ikke finde ud af hvad der var galt. Eftersom de havde givet ham noget beroligende, aftalte vi at jeg ventede med at hente ham til næste dag.

Jo, det var min skønhed, dog noget medtaget efter 3 dage under åben himmel, tildels i hårdt vejr. Han ville ikke bruge det ene forben, røntgenbilledet taget om natten viste ikke noget der kunne forklare dette. Jeg greb ind i armhulen, og fjernede en burre. Så virkede det ben igen. Dyrlægen sagde ikke noget men var tydeligvis flov. Jeg blev ikke bonnet for det røntgenbillede. Mit endnu korte bekendtskab med Jaroff havde lært mig at han også var forfængelig.

Nu var det ikke sådan at komme til at røre Jaroff, men lukket inde i et rum, og i line måtte han finde sig i det. For at sikre at han ikke stak af igen, havde jeg sat et stort gammelt halsbånd om taljen på ham som ekstra sikkerhed. Jaroff var træt, og det var jeg også. Jeg ringede til Falck for at blive kørt hjem. Ventetiden blev brugt til at soignere Jaroff på dyrlægens parkeringsplads. Det skabte den første positive kontakt, men skete trods alt under tvang. Falck sendte en taxi som ikke ville have hund i bilen, Jaroff blev henvist til et lufttæt bagagerum. Nix. Jeg sendte vognen væk, og vi tog bussen hjem, Jaroff måtte bæres ind i bussenm men kunne godt selv finde ud...

For at undgå flere flugtforsøg var Jaroff nu altid bundet, også selv om han var indenfor. Havde jeg taget for stor en mundfuld? Jaroff lå bare med sin snor på, og sendte dæmpende signaler, undgik øjenkontakt, og forsøgte at flygte ved ethvert forsøg på berøring.

En meget angst Jaroff sidder i min seng og sender dæmpende signaler. Der er ikke meget at se, blot at blikket vendes bort, og han slikker sig lidt om munden. Jaroff skulle vise sig at være signalfølsom, og selv kun udsende svage signaler. Det kan give problemer i forhold til andre hunde der udsender meget stærke signaler, eller fejlagtige signaler, som f.kes spidshunde der altid har halen liggende hen ad ryggen. Det finder Jaroff ualmindeligt provokerende, og han bryder sig derfor ikke om den slags hunde.

Den aften gik jeg tidligt i seng, for de sidste dage havde været anstrengende. På vejen i seng, kom Jaroff ind foran mig, og flygtede ind i det inderste hjørne, hvilket viste sig at være hovedenden af min seng. Jeg slukkede lyset og lagde mig ved siden af ham. Han var fuldstændig stiv af skræk. Men de sidste par dage havde også været hårde ved Jaroff. To timer senere vågnede jeg ved at Jaroff græd, han var blevet overophedet af at ligge der i sengen. Jeg tændte lyset, og han vaklede ud drak noget (jeg fandt senere ud af at det var fra toilettet) og lagde sig på et køligt terassogulv i badeværelset.

Første billede af en nervøs Jaroff	Jaroff venter sammenrullet i sengen..

Det viste sig at Jaroff ikke var stueren. Strikse nej'er hjalp ikke. Men Jaroff reagerede allerede nu på selv små humørændringer hos mig. Jeg viste Jaroff at jeg blev meget meget ked af det når han besørgede indenfor, men meget meget glad når han gjorde det ude. I løbet af to dage var det problem løst.

Jaroff havde svært ved at spise. Jeg fandt ud af at han hade ganske meget tandsten. På grund af parodontose skal jeg kunne rense tandsten i min egen mund. Princippet hos hunde er helt det samme, men der er meget bedre plads, og det kræver ingen spejl. Jeg måtte tvinge Jaroff op på en sofa, noget stærkt lys på, og så rensede jeg tænder. Under tvang, der var ingen anden mulighed. Der var meget at komme efter. Men Jaroff spiste herefter med god appetit. Da jeg nogle dage senere ville rense tænder på en af mine andre hunde, gjorde jeg redskaberne og lampen klar, og straks lagde Jaroff sig med hovedet under lampen, og åbnede munden. Jeg modtog invitationen og rensede de sidste rester af tandsten. Det var Jaroffs første tegn på tillid. Men der manglede også temmeligt mange tænder i Jaroffs mund, hvilket er en enkstra grund til at passe godt på de tilbageværende. Enkelte tænder var flyttet lidt i forhold til deres rigtige placering, eller manglede en del.

Der mangler mange tænder her!	Det her ser heller ikke for goodt ud.

Ved en nylig dyrlægebehandling, der krævede bedøvelse valgte jeg at få taget Röntgenbilleder af Jaroffs kæbe. Ud fra disse kunne dyrlægen fastså at tandskaden ikke skyldes medfødt defekt eller mangel på tandpleje (paradontose, råd) men må tilskrives en traumatisk hændelse.

Jaroff er en smuk hund, og det ved han ganske udmærket. Jeg fandt ud af at hvis jeg roste hans udseende , og virkeligt beundrede hans skønhed - det kunne jeg gøre helt uden at spille komedie - ja, så kunne jeg få lov til at børste ham, også selv om det hev lidt i pelsen, og røre ham overalt. Selv i badekarret tog han det med en værdig ro når blot jeg roste hans udseende, og berørte hans krop med hengivenhed.

Gerne se - men ikke røre!	Lidt kongelig har man vel lov til at være?

En aften lå Jaroff i min seng ved sengetid, ligesom den første nat. Men nu var det frivilligt, og han var ikke længere stiv i kroppen. Vi gik i seng, og efter et øjeblik lagde jeg forsigtig en hånd på hans ryg. Det fik jeg lov til.
Jaroff er menneskesky, men det var det noget andet med hunde. Meget snart fik Jaroff installeret sig selv som flokfører, helt uden dramatik. Jaroff var ikke bange for heste, han nød at stå og gnide ansigt med heste der var med på den ide. Jaroff var end ikke bange for cirkuselefanter. Men mennesker!

Mit første tiltag var at invitere en intetanende hundemassør, som var under uddannelse. Hun tilbød gratis hundemassage til udvalgte hunde, fordi hun skulle øve sig. Småfede labradorer kunne hun vel sagtens få, men en spændstig borzoikrop, det ser man ikke hver dag! Stakkels Annette Thomsen brugte en hel time hvor hun ikke kunne få lov til at røre Jaroff overhovedet.
Jaroff trivedes ikke, og jeg var stadig bange for at han skulle flygte i panik hvis en kritisk situation skulle opstå. En tidlig morgen var jeg taget til stranden med hele flokken, og jeg tog chancen til at slippe Jaroff af linen. Der var ikke en sjæl at se nogen steder. Han begyndte at komme på afstand, og ignorerede mine kald. I trav fortsatte han ca. 1 kilometer hen ad stranden. Jeg besluttede at hvis han nu stak af, ville jeg give ham fred hvis han blev fundet i live igen. Der stoppede Jaroff og stod med opskudt ryg og hængende hoved og så ned i vandkanten. Så tilbage mod os, og mod det fjerne. Sådan stod han i fem minutter, tydeligvis ilde til mode. Så vendte han og begyndte langsomt, meget langsomt at komme tilbage mod os. Jeg kaldte ikke, stod bare fuldt synlig. Mine andre hunde stod også bare og iagttog. Jaroff gik i trav, og satte så pludselig i galop, hurtigere og hurtigere, indtil han nåede en svimlende fart. Hurtigt var han hos os, og kredsede adskillige gange omkring os i en stor cirkel, stadig med fuld fart, før han stoppede, nu med et lykkeligt og afklaret udtryk i ansigtet. Han var end ikke forpustet. Resten af turen holdt han sig fint til os, uden snor. Fra den dag gik det bedre. Men han endte med at overbelaste sit ene forben, og denne gang var det ikke bare en burre. Nu måtte jeg have fat i hundemassøren igen. Og denne gang kom hun til at massere efter en halv time, dog desværre under tvang. Men benet kom da hurtigt i orden.

Jaroff på vej tilbage fra sin allerførste løbetur.	- og går i kredsløb omkring os

Endelig fik Annette lov til at røre Jaroff.	Afslapning efter stress

Jeg blev klar over at denne opgave krævede professionel bistand. Selvom jeg nu havde haft Jaroff i knapt et år, var han lige menneskesky over for alle, bortset fra mig. Jeg havde allerede et stykke tid kunnet håndtere Jaroff helt problemfrit, men erfaringen med hundemassøren og dyrlægen tydede stadigt på store problemer hvis andre skulle håndtere ham. Det kunne jo ske hvis han skulle få brug for behandling, eller hvis jeg skulle få brug for assistance til hundepasning. De trænere der træner for DcH, DKK, mfl. har en uddannelse der sætter dem i stand til at træne almindelig lydighed, med helt almindelige familiehunde. Deres træningsprogram kan slet ikke rumme den opgave jeg stod med. Heldigvis blev der i AOF regi afholdt kurser i hundetræning, hvor der også var et hold for problemhunde. Jeg fik en plads til os, hvilket var heldigt for disse hold er kun på 8 deltagere, og efterspørgslen er stor. Træneren Birgitte Lauritzen er eksamineret dyreadfærdsterapeut, med en bacheloruddannelse, og bl.a. arbejde med minehunde i Afghanistan bag sig. Til gengæld var prisen her så også næsten 4 gange dyrere end DKK og DcH's normale priser. Vi kunne starte på træningen en Augustdag i 2008

Til træning, lidt på afstand af de andre	Næseøvelse med Kong som target.

Første gangs træning var uden hund. Her gennemgik vi i fællesskab vore hunde og deres problemer. Der var hunde som var bange for andre hunde, hunde med aggression over for andre hunde, og så Jaroff med sin menneskeangst. Det er ikke så ligetil at træne et hold med hunde der er aggressive over for andre hunde, og så hunde der er bange for andre hunde. Det kræver disciplin blandt deltagerne - og den var der. Konceptet er ikke at jeg træner min hund, men at vi træner vores hunde. Første gang skulle vi være delt i to grupper på fire. De hundeaggressive for sig, vi kom på hold med en hundesky collie, en schæfer/lab blanding med manglende koncentrationsevne, og en boxer med alene hjemme problemer. Første træningsdag oprandt, og vi blev opfordret til at træne med stor indbyrdes afstand. Den første øvelse jeg skulle lave var at få Jaroff til at sætte næsen på en genstand, hvorefter han fik et "klik" - i mangel af klikker et "yes" fra mig - og en godbid. Interessen for genstanden opilnedes ved at gnide den med lidt sardelpølse. Snart havde Jaroff forstået pointen, det gik dog bedst hjemme i de beskyttende omgivelser. Denne simple øvelse, og videreudviklinger bygget oven på den skulle vise sig at blive centrale i det videre arbejde med Jaroff. Fornemmelsen af at kunne noget styrkede Jaroff. Ved slutningen af næste træningsgang skete der noget meget besynderligt. Jaroff ville målrettet tage kontakt til Collien Uri, som var meget hundesky. Jeg har en gang på et loppemarked oplevet en slidt vagabondagtig udseende person sætte sig til et ligeså slidt klaver - og helt uventet kunne spille Chopin med helt imponerende talent, og uden noder. Noget lignende skete her. Jaroff overtog situationen fuldstændigt, og fik i løbet af bare to minutter vundet colliens tillid ved en engleblid tilgang til den sky hund. Det var en stolt Jaroff der tog hjem fra træning den dag, og jeg lagde mærke til at han efterfølgende gik til træning med positiv nysgerrighed.
Angsthunde der som i dette tilfælde sansynligvis har været udsat for mishandling af mennesker, formetlig ret vilkårligt og uforudsigeligt, kommer til at trives bedst i nye omgivelser hvis de kan genkende et mønster i det der foregår, og genkender det som noget de har oplevet før, og om var ufarligt. Når jaroff skulle ud i noget nyt og ukendt var det gavnligt at der var kendte og sikkre elementer med i det, f.eks i frm af en af mine andre hunde. Jaroff trivedes fint med at den ene dag kom til at ligne den anden. Targetøvelsen blev kendt som ufarlig, og kom til at indgå som det kendte i ukente situationer. Først ved at vi lavede øvelsen på ukendte steder, og senere på steder hvor der gik mennesker forbi.

Her laves target øvelsen. Først prøver jeg selv med Jaroff, derefter går hundetræner Birgitte forbi som forstyrrelse, og til sidst er det Birgitte der prøver.

Hans targetøvelse blev efterhånden lavet sådan at hans næsedyttegenstand lå tættere på andre mennesker. Kurset var kort, bare på 20 lektioner, eller ca 15 klokketimer. Sidste dag på kurset lykkes det at få Jaroff til at "dytte" på sin genstand (en gammel Kong) mens træneren holdt denne i hånden. Jeg havde desuden mødtes nogle gange privat med Uri samt ejer, hvor de to hunde fik lov til at udbygge deres relation. Her lykkes det mig at få Jaroff til at dytte på Uris ejers hånd direkte, uden genstand.

Uri. Collier og borzoier har visse fælles ansigtstræk, fordi det engelske kongehus tilbage i tiden indkrydsede borzoi i collieracen ved mindst to lejligheder	Jaroff på vej til en forsigtig næsekontakt.

Over for mig udviklede Jaroff sig til at svare til et voksent menneskes selskab, hvor mine andre hundes selskab nærmere ville kunne sidestilles med at have børn. Jeg blev klar over at Jaroff kunne læse alle mine tanker, og humør. Hvis humøret en dag er lidt nede, kan Jaroff finde på at optræde lidt på slap line, han kan imitere lyde, især heste, og spanske rundt i 8-taller som en cirkushest, eller gå på bagbenene. Han har et helt naturligt krav på pladsen i hovedenden af min seng, vi deler hovedpude, og ligger ansigt mod ansigt. Nogen gange lægger han forpoterne om min hals, og trækker mit ansigt ind i sin brystmanke. Det er rart, men får mig dog til at spekulere lidt på hvem af os der egentlig er kæledyret her i huset? Den varme og kærlige hund jeg oplever svarer fortsat ikke til den stive sfinks som andre ser.

Både sfinks	- men efterhånden også med på sjov...	især når det smager godt.

Der fulgte et nyt problemhundehold, hvor Jaroff nu skulle dytte på de andre hundeejeres hænder, men også kunne stå model til at virke beroligende på de aggressive hunde. Vi forsøgte at få Jaroff til at give pote. Det ville han godt, men kun til mig. Når andre forsøgte, gav han bare pote i luften. Eftersom vi ikke kender årsagen til Jaroffs menneskeskyhed går det kun langsomt fremad. Men Jaroffs interesse for øvelserne, og at skulle gøre disse med mennesker omkring sig har alligevel ført til at han kan fungere selv med mennesker tæt på sig, bare de fortsætter med at passe deres eget. Også på dette hold bød Jaroff på en uventet "performance". Mens træneren stod og var ved at forklare noget, begyndte nogen af de andre deltagere at fnise. Træneren troede vist hun havde lavet en morsom fortalelse, men var lidt forundret. Mens hun talte holdt hun en kop kaffe i den ene hånd, og den stod Jaroff nu og drak af med sit lange spidse hoved der lige passede til det formål. Trods situationens morskab var det en succes at Jaroff helt uopfordret gjorde noget som involverede en anden person. Dette hold var et efterårs/vinterhold, og vi var ofte udsat for lidt hårdt vejr. Selvom jeg havde frakke med til Jaroff gik han på et tidspunkt død i træningen, både på grund af vejret, men også fordi vi i lyset af hans seneste successer nok var gået for hurtigt frem. Da holdet stoppede besluttede jeg at springe det umiddelbart efterfølgende hold med start i Januar over.

Planen var at jeg skulle have trænet min unge Skotske hjortehund på et helt almindeligt hundetræningshold, men det måtte opgives på grund af problemer med et forben. Jeg var dog allerede tilmeldt, og kurset endda betalt. Efter en snak med træneren besluttede vi at sætte Jaroff ind på det hold i stedet, hvor der kun i meget begrænset omfang ville kunne tages specielt hensyn til ham, og dette har han nu gennemført meget tilfredsstillende. Træneren må nu røre hans snude med fingeren, når hun giver ham en godbid. En hundelufter der ofte stopper og snakker med mine hunde over hækken stod for nyligt og snakkede med Jaroff. Han stod med benene på et plankeværk, og hans næse var blot en centimeter fra hendes næse. På den måde må de have set hinanden dybt i øjnene - så dybt som man nu engang kan se en borzoi i øjnene med den lange næse.

Så længe vejret er fint, glæder Jaroff sig til at skulle til træning, han går op i øvelserne - og er totalt udbrændt når vi skal hjem. Jeg cykler den 1½ kilometer til træningspladsen, udturen tager højst 5 minutter, hjemturen næsten 20. Vi fortsætter med at træne så længe vejret er fint.
Når jeg i dag - sommeren 2009 - går med min flok på 4 hunde sker det tit at vi kommer i snak med nogen. Det er især mine to "nordatlantiske" mynder der er meget opsat på at snakke og nusse med andre mennesker. Når deres første storm har lagt sig går Jaroff af egen drift hen og snuser til den fremmedes hånd, og sommetider i ansigtet. Han bryder sig fortsat ikke om at blive klappet. Ved dyrlægen for et par dage siden måtte jeg holde ham, og trøste ham mens dyrlægen undersøgte og revaccinerede ham. Han accepterede at blive lokket med godbidder, både fra mig og dyrlægen. Da selve undersøgelsen var overstået, og "presset" lettet, gav han sig selv til at snuse til dyrlægens hænder. Vi kom nogenlunde værdigt ud af døren, men når det gælder dyrlægebesøg er der såmænd mange hunde der har det værre end Jaroff.
Hvad der kan være sket i Jaroff's fortid som kan have forårsaget denne menneskeskyhed kan jeg ikke sige. Det kunne have været rart at vide, og vi kunne have trænet mere målrettet med den viden. Det er dog ikke usædvanligt at man må træne uden denne viden, det kan man også godt. Det er man som regel under alle omstændigheder nødt til med en del hunde fra dyreinternater, hvor baggrunden er ukendt. Vejen til succes bliver lidt længere, men ikke umulig. Man kan blive nødt til at satse på nogle antagelser, som i dette tilfælde, hvor det var nærliggende at antage at Jaroff havde oplevet dårligt med mennesker. Gør man det, er det dog vigtigt at huske at man bygger på en antagelse, som senere kan vise sig at være forkert.
Jaroff har selv bygget videre på targetøvelsen. Er der noget han vil gøre mig opmærksom på, peger han med snuden, og tager øjenkontakt med mig samtidigt. Det kan være en af de andre hunde der har fået et hot-spot, eller en inficeret skovflåt, og så bliver det udpeget. Jaroff har også udpeget en skovflåt på mig. En gang pegede han på mig, men jeg kunne ikke finde noget galt. To dage senere fik jeg en byld på netop det udpegede sted. Man skal tage Jaroff alvorlgt når der bliver peget med den lange næse.
Men næsepegeriet kan også bruges til mere egoistiske formål. Når Jarfoff har haft en succesrig træningsdag, ved han godt at han kan redde sig en ekstra beløning, og så kan han pege på fryseboksen - is tak, eller skabet med lækkerier.

"Projektet" i fuld fart, den lidt mærkværdige bagkrop er samtidig utrolig stærk.	Som et lavtgående Concorde fly.

En meget overraskende oplevelse, Jaroff går i spidsen for flokken ud i vandet
-alle 4 poter bliver våde- til en kajakroer, også selvom han sidder med en
genstand i hånden.

Opgaven med Jaroff tog dimensioner som jeg ikke var klar over da jeg lukkede ham ind i mit liv. Jeg var nok klar over at der ville være meget arbejde i ham, men ikke så meget. Der er stadigt meget at lave. Alligevel ville jeg gøre noget lignende igen, og vil gør det hvis en sådan situation skulle opstå. Forløbet med Jaroff har givet mig mange gode erfaringer, og et indblik i hundeadfærd som jeg ellers ikke ville have haft lejlighed til at opleve. Og jeg har fået en ualmindelig god og loyal kammerat.