Penticton tager et ophold i tunnelen på en våd træningsdag.	En glad og aktiv unghund, men højre forben driller.

Annette giver Penticton massage.	Spredte tæer på venstre fod, og samlede tæer på højre fod tyder på aflastning af højre ben. (på billedet er benene ført tættere sammen for at spare plads)

Dyrlæge Anne Sofie Christensen, Dyrehospitalet Sønderborg blev konsulteret igen, og der blev taget nye röntgenbilleder. Vi havde hele tiden haft fokus på skulderleddet, men röntgenbilleder af venstre skulderblad, og højre til sammenligning gav ikke noget der kunne forklare hvad der var galt. Der blev taget röntgenoptagelser af rygraden som også så ud til at være i orden, men da der blev kigget med röntgen på albuerne var der en lille forskel på højre og venstre. Omkring høkre albueled have der dannet sig noget brusk, hvilket kunne tyde på at der var noget galt her.

Højre albueled, med bruskdannelser.	Til sammenligning, et meget mere klart venstre led.

Skotske hjortehunde er store men også meget spinkle hunde. Man ser dem sjældent, formentlig er der kun omkring 30 af slagsen i Danmark. Derfor får de fleste dyrlæger aldrig sådan en at se i deres klinik. De har visse racebetingede problemer som der kun er ganske få eksperter der kender uddybende. Derfor valgte jeg at få flere meninger om dette problem.
Jeg kontaktede Pentictons opdrætter, Danuta Materzok-Köppen, som ville spørge sin kilde. Desuden fik jeg gennem en tysk dyreværnsorganisation, Iniziative WindhundHilfe, kontakt til to eksperter, en tysk og en schweizisk som har hjulpet dem med at reparere kasserede væddeløbshunde, og kender til problemerne med de store spinkle hunde. Dette var i sommeren 2009, og mange steder var man ved at lukke ned til ferie, de to eksperter var ingen undtagelse, så det varede lidt inden der kom svar.

I mellemtiden var der kommet et behandlingsforslag fra min egen dyrlæge, man ville henvise mit til Århus Dyrehospital, hvor man ville lave en kikkertundersøgelse, og evt. kunne fjerne en ledmus.
Jeg tog kontakt til Århus Dyrehospital, og var lidt ked af at man der ikke ville lade mig være ved Penticton mens han blev bedøvet. Alternativet var at få undersøgelsen lavet i Varde, hvor man var indstillet på at jeg kunne være hos han under den indledende bedøvelse. Men der havde man ikke nogen CT-scanner hvilket der kunne blive brug for. Derfor tøvede jeg lidt, også fordi det er risikabelt at bedøve store mynder, især mens de vokser. Dertil kom at Penticton nu klarede sig ganske godt med sit forben, og kunne løbe og lege, bare det ikke blev for meget. Der kom nu svar fra den ene af de udenlandske eksperter, han var lige kommet hjem fra ferie - på Kegnæs. Det vil sige at han, der bor ved grænsen mellem Schweiz og Tyskland var kørt forbi på vejen bare 25 meter uden for mit hus få dage forinden, og inden han havde læst mit brev. Ofte bliver email ikke læst, eller besvaret. Denne ekspert er en ældre herre, som jeg havde fundet ud af var frimærkeinteresseret. Derfor havde jeg skrevet et brev frem for email, og fået en hjælpsom PostDanmark medarbejder til at hjælpe mig med at finde nogen rigtigt flotte frimærker med dyremotiver. I håb om et velvilligt svar..
Svaret lå helt på linje med det svar jeg havde fået af min egen dyrlæge, med vurdering om god chance for helbredelse. Frimærkerne havde gjort deres virkning!
Den dyrlæge som Pentictons opdrætter havde talt med, var noget mere pessimistisk. Der blev talt om ledproteser, og dårlige fremtidsudsigter. En anden dyrlæge mente slet ikke at der skulle laves nogen operation, at det blot kunne klares medicinsk.

Ud over problemet med albueleddet var man opmærksomme på noget der hedder Short Ulna. Det kan opstå hvis den ene af vækstlinierne i de to knogler i underbenet lukker for tidligt, og Röntgenbilledet havde netop vist at dette var sket. Dette kan føre til at de to knogler ikke vokser lige meget, der opstår spændinger der resulterer i at de forskydes, og danner en niveauforskel i albueleddet, idet de begge er en del af dette leds ydre periferi.

Short Ulna kan indikeres ved at hunden stiller sig med det dårlige ben forrest,
og foden pegende lidt udad, her højre forben - i billedets venstre side!



En lukket vækstlinje i cirklen, den stadigt åbne vækstlinje ses lige ved siden af, delvist inde i teksten.

Der var altså mange muligheder i spil, Men eftersom den Schweiziske dyrlæges behandlingsforslag var identisk med min egen dyrlæges anbefaling blev der bestilt tid til kikkertundersøgelse og mulig operation i Århus. Penticton var nu et år gammel.

Men hvordan kommer man fra Sønderborg til Århus og hjem igen med en hund der er blevet opereret? Jeg har ingen bil, og derudover tre andre hunde som også skulle passes mens jeg var væk. Turen til Århus ville kunne gøres med tog og 3 omstigninger. Hjemturen ville blive værre med 4 omstigning, og gåen mellem stationer og busstoppesteder. Kunne mit Falckabonnement mon bruges? Ved en tidligere lejlighed havde jeg takket nej til at få min hund lagt ned i en taxis lufttætte bagagerum under en kørsel for Falck. Jeg ringede til Falck og forelagde dem problemet. Jo, de kunne godt tage turen, og de ville sende et egnet køretøj!

Nu var terningerne kastet, Annette Thomsen blev bestilt til at passe resten af flokken og Falck kørsel blev bestil til begge ture. Jeg skulle være med Penticton ved Århus Dyrehospital kl. 8, derfor skulle vi køre fra Sønderborg kl. 05.30
Aftenen før jeg skulle afsted ringede den tyske ekspert som dyreværnsorganisationen havde anbefalet. Han var kommet hjem fra en ferietur i sin katamaran, hvor han såmænd også havde været i Sønderborg... Hans behandlingsforslag var også identisk med Anne Sofie Christensens, og han mente at det nærmest var en standardoperation, og at fremtidsudsigterne var gode. Derudover blev jeg anbefalet at give Penticton Chondroitin og Glucosamin. De ting fandt jeg forenet i et produkt der hedder Chondrobion.

Altså tog jeg Århus med en følelse af at nu gjorde jeg endelig det rigtige. Jeg stod op kl. 4 om morgenen, og fik luftet alle hundene, og fodret de tre der skulle blive hjemme. Penticton måtte ikke få noget at spise, kun lidt at drikke. Jeg var kun lige kommet hjem fra lufteturen da Falck ringede at de ville være der om 5 minutter, lidt tidligere end planlagt. Men hellere det end komme for sent til en planlagt operation. De havde lovet at sende en vogn der ville være velegnet til en stor hund. De sendte en kranvogn!

Vores vogn, til store hunde!

Kranvognen var nu slet ikke så tosset endda, for den har en pesonalekabine bag førerrummet hvor Penticton fint kunne ligge ved siden af mig. Jeg efterlod mine tre andre hunde indenfor, i løbet af dagen ville Annette komme og se til dem. Der ville ikke blive problemer med Happy og gamle Bjørn, min nu afdøde ruhårede hønsehund. Men hvad med min menneskesky borzoi Jaroff? (Ham har jeg skrevet en beretning om: Jaroff, en Projekthund -se i Tekster)

Der var ikke meget trafik så tidligt om morgenen, så vi kom problemløst fra start. Chaufføren have tjekket vejmeldingerne, og der kunne komme problemer ved Vejlefjordbroen, dels fordi det gjorde der altid dengang, dels på grund af at vi ville skulle passere den når morgenmyldretiden begyndte. Han havde planlagt det så vi kunne standse hvis Penticton skulle ud og tisse.
Men Penticton sov roligt på sit tæppe hele turen, og vi passerede Vejlefjordbroen uden nogen problemer. Skotske hjortehunde sover meget. En der kender racen meget godt har i spøg sagt at man altid skal have Emmenthaler ost i huset. Man skærer et stykke af og presser det mod hundens næse når den skal vækkes. Hvis hunden ikke vågner idenfor de næste 5 minutter er den død..

Et udvalg.....	af dybt sovende.....	Penticton'er !

Vi ankom til Dyrehospitalet på Viaduktvej i Viby, og fik vækket Penticton uden brug af Emmenthaler. Det var allerede nu meget varmt, og dagen skulle vise sig at blive kvælende varm. Jeg gik en sidste lille runde med ham, og så gik vi ind i løvens hule. Der blev han undersøgt af dyrlæge Lars Langerhuus, som også skulle lave undesøgelsen/operationen. Der blev lavet flere undersøgelser, deriblandt også en prøve for nakosefølsomhed idet mynder kan være kritiske at bedøve. Så fik Penticton noget beroligende. Vi kunne derefter gå lidt rundt på Dyrehospitalets område, og ville blive kaldt ind når de var klar til at gå i gang med selve operationen.
De kom og hentede Penticton, og han gik med dyrlægen uden problemer. Nu ville der gå en 3-4 timer. Jeg ville bruge ventetiden i Den Gamle By, og havde aftalt at mødes med Kirsten Bak Thygesen, som skulle have sin borzoitæve Alexia behandlet på samme dyrehospital samme dag. Vi tog ud i Den Gamle By sammen, med hendes fire hunde, Alexia, Atlas, Ivolgo og Alexandra. Sidstnævnte skulle jeg se lidt nærmere på. Desværre havde jeg i løbet af formiddagen fået nogle influenzalignende symptomer, og fik ikke nok ud af hverken Den Gamle By eller mødet med Alexandra og Co.

Borzoierne i skygge under et stort træ i	Er her nogen? Hundene kigger ind efter mig i Århus Stampemølle

Der var også varmt i Den Gamle By, men heldigvis også træer og vand. Vi gik rundt og fik mange positive og nysgerrige kommentarer på grund af de fire store borzoier. Midt i den nostalgiske idyl blev jeg bragt tilbage til virkeligheden af min mobiltelefon, det var dyrehospitalet. Operationen var afsluttet med godt resultat, og Penticton ville være vågen inden for en halv times tid.
Tilbage ved Dyrehospitalet kunne jeg høre Pentictons ulvehyl. Jo, han var ved at vågne op! Jeg modtog min "lille" hund, som til min overraskelse kom gående på alle fire, uden nævneværdig halten. Penticton var lidt fortumlet og kom og pressede sit lille forpjuskede hoved ind i mine hænder. Dyrlægen fortalte mig om operationen, og viste mig de knoglesplinter som de havde fjernet fra leddet. Det havde været værre end antaget, röntgenbillederne havde ikke rigtigt vist hvor galt det egentlig var, men kikkerten havde afsløret det. Udadtil var der kun lidt bortbarberet hår og to små punktformede sår at se på leddet.
Fremtidsudsigterne var at leddet nok ville kunne klare sig, men han ville kunne blive træt og begynde at halte hvis leddet blev overanstrengt. Jeg fik knoglestumperne fra leddet med i en lille plasticpose...

Det var alt hvad der var af operationssår	Og det var hvad man havde fundet i leddet, liggende på millimeterpapir.

Penticton skulle holdes i ro i 10 uger, derefter måtte han begynde at bevære sig lidt mere, men jeg skulle hele tiden være opmærksom på halthed, og holde ham i ro hvis der kom noget. Der havde ikke vist sig noget behov for at kompensere for Short Ulna problemet. Havde der været et behov for det, ville man have skåret den ene af knoglerne i underbenet over, og have indsat et falsk led i denne knogle så dette falske led kan optage langsgående spændinger på grund af længdeforskelle i de to knogler.

Jeg tog afsked med Dyrehospitalet, og Kirsten og hendes hunde, og turen gik hjemefter, denne gang med en Falck dyreambulance. Hjemturen gik uden problemer, bortset fra at jeg stadigt havde det dårligt. Vejlefjordbroen viste sig igen fra sin venlige side, og lod os passere uhindret.
Vi kom hjem netop mens Annette var og se til hundene, det var ellers gået fint med min sky Jaroff. Gensynsglæden var stor, men Penticton skulle jo holdes i ro, og måtte ikke deltage i jublen.

Fra Dyrehospitalet i Århus havde jeg fået nogle smertestillende tabletter, og penicillintabletter til Penticton, de skulle vare i 10 dage. Straks næste morgen åd Penticton dem allesammen. Heldigvis opdagede jeg det meget hurtigt, og jeg måtte akut til min egen dyrlæge. Her fik han noget brækmiddel, og noget mod en mulig medicinforgiftning. Skotske Hjortehunde har allergier mod de virksomme stoffer i smertestillende midler som Rimadyl, derfor havde man doseret i meget små mængder. Heldigvis skete der ikke noget, men nu måtte Penticton klare sig uden smertestillende medicin. Og det gik fint.

Den efterfølgende tid gik uden problemer. Heldigvis er de skotske hjortehunde meget passive, så det var ikke så svært at holde "Lille P." som hans øgenavn er, i ro. Men mynder har brug for at løbe, og der er ikke så dumme som mange "eksperter" gerne vil vide at de er. Penticton havde grejet at ham ikke måtte løbe. Eller rettere: At jeg ikke måtte opdage at han gjorde det. Jeg så dog en hurtig grå skygge suse forbi ude i haven, og blev klar over de illegale spurter. Bortset fra det gik hviletiden nu helt godt, og jeg kunne begynde at tage ham med på lidt mere end bare en nødtørftig luftetur. Turen til stranden foregik ved at han lå i en vogn på ud og hjemvejen, men fik lov til at tumle lidt i sandet. Selv løbeture kunne han nu klare uden problemer med albueleddet. Han får sit daglige tilskud af Chondrobion, som leveres i en tube og nærmest ligner fugleklatter, det skal han have resten af livet.

På vej til stranden i en vogn	Eller læse en god bog?

Ellers var det med at finde passende aktiviteter til en ung hund der bør aktiveres, men skal skåne sit forben. Jeg prøvede at lægge lidt spor i haven, og det gik også godt nok. Mynder er ikke så gode til at bruge næsen, de bruger derimod øjnene ganske meget. Men næsen kan bruges, og heldigvis gik sporsøgningen langsomt hvilket var en fordel af hensyn til forbenet.

En septemberdag i 2009 flyttede de to borzoidamer Alexia og Alexandra ind hos mig for en tid, idet Annette Thomsen skulle behandle Alexia. Som stort set jævnaldrende var de gode legekammerater for Penticton, men både Alexia og Penticton skulle jo helst holde deres ben i ro, sår plejes, osv. Penticton og Alexandra blev gode kammerater, og legede meget, der blev løbet lidt mere end sædvanligt. Her nåede Pentictons albueled sin begrænsning, og han begyndte at halte. Et par dages ro, og en gang massage fik dog hurtigt leddet til at falde til ro.

Alexandra er åbenbart lidt misundelig på Pentictons lange hale (den er 65 cm lang!)	Men de to holdt nu også af hinanden.

Nu havde jeg dermed fået en indikering af hvad leddet kan klare, og kan stoppe ham inden det kommer til problemer. Jeg har siden gået til hundetræning med ham. Der observerede vi igen problemer. Noget uventet skyldes det at jeg havde kørt ham til træningspladsen på en ladcykel for at skåne leddet. For at kompensere for cyklens bevægelser havde han anstrengt forbenene på en uhensigtsmæssig måde. En dag var ladcyklen i uorden, og jeg måtte lade ham gå turen til træningspladsen på egne ben - ikke løbe ved siden af en cykel. Den dag havde han ingen problemer med træningen.
Der er visse ting jeg skal undgå for at skåne leddet for uhensigtsmæssige belastninger. Spring er ikke så godt, og "slalompinde" må han kun passere i gang, ikke løb. Jeg undlader at cykle med ham, men han kan løbe og jagte eller blive jagtet af sin makker Happy, der er stor fart på, og der bliver også sprunget og lavet sving, men det ligger inden for hvad det opererede led kan klare.
Og det giver helt igennem mulighed for et godt liv, der tilgodeser de behov en stor spinkel mynde har for at bevæge sig. Vi kan deltage i træning, og jeg har planer om at lade Penticton prøve at træne spor når AOF formentligt udbyder et sporhold i løbet af år 2010. I alt kom operationer og undersøgelser til at koste mig ca 11.000 Kr. Der kunne have været sparet lidt ved at gemme medicinen bedre...
Men syn som disse er pengene værd.

Endelig for fuld fart igen!	Nu er Penticton og Happy blevet mere jævnbyrdige legekammerater

Og er en lille film med Penticton (den mørkeste af de to hunde) i fuld fart ved stranden.
Det kan han med sit opererede albueled!

Denne beretning er tilegnet en anden unavngiven lille unghund som blev aflivet fordi den ikke forventedes at kunne "give fuld ydelse" som jagthund efter en operation. Der er ikke mange jagthunde der arbejder i marken 24 timer i døgnet. Jeg har selv haft jagthunde, og en skade som den Penticton blev behandlet for, ville en fritidsjægers jagthund kunne leve med, også i marken - med lidt omtanke og passende pleje fra sin ejer.