En dag kort før årsskiftet 2009-2010 fik jeg tilbudt en køretur i et lidt ualmindeligt køretøj: En vogn trukket af hunde! Turen gik til Nordals hvor Birgitte Lauritzens hunde holder til. Vognen blev gjort klar og de 5 hunde spændt for. John og Jack bagerst, de laver alligevel ikke noget siger Birgitte. De tre trækheste foran er tilsyneladende ret spinkle hunde, ikke ret store, men bestille noget det kan de. Saga er førerhunden der er forrest og reagerer (for det meste) på de ordrer der gives.

Her bliver Jack gjort klar med seletøj og sokker på poterne. En del af turen foregår på asfalt, derfor skal poterne beskyttes.




John indynder sig hos mig mens han venter på at blive spændt for vognen.




Hundene er ved at være klar.




Nu venter de vist bare på mig!

Jeg prøvede at tage lidt film undervej, men jeg skal love for at man har brug for både arme og ben til at holde fast. Hundene tager ikke farten af rundt i hjørnerne, og der var lidt rimfrost og smeltevand. Nogen af svingene tog vi på to hjul, for der er tempo på den vogn. Frosne traktorspor har også deres helt egen charme.

Igennem Broballe, forbi bryghuset, og rundt i et kryds. Lille Saga får en ordre, og så svinger hun, og hundespandet stryger igennem et lille hul ind på en markvej. Det er veje hvor der findes anden trafik, så det er med at sætte liden til at Birgitte og Saga har styr på havd der sker. Det er her man ikke håber på at der står nogen med en gal hund i en flexiline bag det næste hjørne.
Det er klart at føreren af sådan et fartøj må tage hensyn til andre, men begrebet hensyn betinger en eller anden form for gensidighed. Vi mødte forøvrigt slet ikke nogen hunde undervejs.

Saga har lært at hun ikke må skifte vejside, men skal blive i den side hvor vi er. På halvdelen af vejen foran en gård lå en vandpyt, vores side selvfølgelig, og der var kun en vej, og det var igennnem. Luk øjnene kommanderede Birgitte, og så var det lige igennem. Det var ikke bare vand der lå der, men også noget af "det som der lugter af på landet". Vi tog en pause i en lille skov, og vendte herefter hjemad, og det lykkes at tage turen gennem pytten (den føromtalte) en gang til.

Pause i skoven.




Ophold på vejen hjem, vi afventer passage af en bagfra kommende bil.

Vel hjemvendt lå John og Jack og pustede, selvom deres tøjler havde været slappe på det meste af turen. De spinkle trækdyr der havde trukket læsset havde derimod stadig kræfter til at lege. Det er Duracell hunde.

Tot er blevet snavset i ansigtet af at løbe bag førerhunden Saga.
Men hun er såmænd klar til en tur til med det samme hvis det skal være.




Endnu et energisk trækdyr, Bailey.




Men Jack er bare helt træt af ikke at lave ret meget.

Der er lidt film og billeder her. Selvom filmen ser voldsom ud, kunne jeg kun filme på de stræk hvor det gik nogenlunde stille af, de andre steder var det bare at holde fast. Jeg filmede indtil linsen var så meget dækket af snavs at det kunne være nok, Man sidder lidt udsat på den vogn, hjulene og hundenes poter hvirvler vand og snavs op. Det var dramatisk, men også sjovt.

Det er ikke vilkårligt hvordan hundene indlemmes i spandet. Om de enkelte hundes funktion fortæller Birgitte følgende:

Lead dog (s): Løber forrest og modtager retningsangivelser fra Musheren (hundeføreren), i form af ord. Holder skaglerne strakt imens de andre hunde spændes for. Finder den nemmeste vej igennem snedriver o. lign. Er ikke nødvendigvis den hund der bestemmer i hundeflokken til daglig, den bliver valgt udfra sin evne til at samarbejde med musheren, og udfra om den har hurtigheden og selvsikkerheden til at løbe forrest (så de andre hunde ikke overhaler den, det er uheldigt). Nogle kører med en lead dog, andre med to. Swing dogs: Løber lige efter leaddogs. De sørger for at de andre hunde ikke snitter hjørner, men derimod bliver i sporet. Lærer efterhånden også at reagerer på kommandoerne om retningsskifte o. lign. Team dogs: Løber efter swingdogs, i så mange "sæt" som man nu har af dem. (i mit hundespand er der eks. ingen teamdogs). De hjælper med at trække vognen/slæden. Wheeldogs: Løber bagerst i spandet, lige foran slæden/vognen. Dette er som regel ret store, kraftige hunde, da de skal holde vognen i sporet, også når der svinges, og de modtager de fleste ryk i skaglerne, hvis sporet er ujævnt o. lign., så de har det hårdeste job.

Dagens begivenheder var ikke forbi med det.

Da jeg var kommet hjem til mig selv igen skulle jeg ud en tur med mine egne hunde, bare sådan helt almindelig gåtur, uden vogn. Pludselig kan jeg se at Penticton går med et blankt rør i munden, med en lunte ud af. Det var et moppekanonslag som nogen havde forsøgt at antænde ude i skoven, men lunten var gået ud. Måske. Det lykkes at få "Lille P." til at slippe tingesten uden at gnave i den, han ville ellers så gerne have haft den med hjem og ligge og gnaske i foran pejsen.
Jeg tilkaldte politet -som Happy troede var kommet for at lege med ham- og de fik fjernet tingesten, som de dog mente var en bordbombe. Jeg synes ellers den så så noget skummel ud. Men hvis de vil lade den gå af ved frokostbordet på stationen nytårsaften finder de vel ud af hvad det var.

© Kim Christensen 2009

Tilbage