Til dig, og andre der ikke oplevede det, har jeg skrevet en lille beretning om en tur med Ma lyntoget, bertningen ligger tilbage før de blev sølvfarvet, men det er altså det samme tog.... En beretning om en tur med Ma lyntog. En regnfuld Fredag morgen for snart længe siden. Klokken er 6.30 og lyntog Sydvestjyden holder i spor 1 på Sønderborg H. I dag skal jeg ikke nøjes med at se toget køre, jeg skal med det helt til København. Motorvognen er Ma 462, og endnu sover den. Den er stadig i vingehjulsdesign, og den bemaling er ikke helt køn længere. Toget der skal afgå med maskinen forrest, er sluttet til fremmednet med et stort kabel der ligger hen over perronen. En stationsbetjent kommer kørende i en lille elvogn ud til motorvognen. Han åbner rejsegodsrummet og læsser vognens last ind. Lyntogsføreren er nu kommet, og han starter togets hjælpediesel. Den står og brummer et øjeblik i tomgang, en lyd der minder mest om en lille lastvogn, og virker forkert til et strømlinieformet lyntog. Så kører maskinen op til driftsfart med et brøl, et blink i lyset i toget indikerer at man nu kører på strøm fra hjælpedieselmotoren. Stationsbetjenten trækker stikket ud, han skal bruge begge hænder og den ene fod. Stikket er henved 30 cm bredt, kablet næsten 10 cm tykt. På kontrolboksen på perronen stor "Tilsluting af MH - lyntog". Lyntog med MH? Nå. Lyntogsføreren starter togets hoveddieselmortor turboladeren arbejder sig helt langsomt op i fart. Med en let nordvestlig vind er perronen snart lagt til i røg. Så klapper magnetbremserne til sporet, og manden giver maskinen lidt gas. Røgen stiger nu op over perrontaget. Det kalder man også en bremseprøve. Det er tid til at finde min plads, som er i styrevognen. Indtil Kolding kan man køre med uden pladsbillet. Efter Kolding skal der bruges pladsbillet. Klokken bliver 6.44 og i gavlen på passagerafdelingen ses et grønt blinklys; klar til afgang. En dør smækker. Det grønne blinklys slukker. Uden at man mærker det mindste, forsvinder perronen lige så stille uden for vinduet. Ud gennem sporskifterne og de skarpe kurver på Sønderborg H uden den mindste lyd. Det første man mærker til at være på vej er en sagte vibreren af ryglænene som indtræder kortvarigt omkring de 60 km/t. Og så togføreren der vil se billet. Senere kommer nogle passerende "pling" fra overkørslernes klokker som eneste vidnesbyrd om at man bevæger sig. Toget standser i Gråsten, og Gud bedre det, i Kliplev. Det er nu blevet lidt lyst, og man kan se røgen fra maskinen bølge langs toget som man ellers kun oplever det i damptog. På dette tidspunkt var sporet mellem Kliplev og Tinglev meget dårligt; i toget mærkes kun en sagte duven, men skinnestødene kan da høres. Ser man ud gennem overgangen ind i den næste vogn, BM vognen så beværer de to vogne sig imidlertid ret voldsomt i forhold til hinanden, som de umuligt kunne køre på samme spor. Rejsende der forsøger at gå hen til toilettet må holde sig fast i de håndgreb der sidder på alle sæderne. Et kort ophold i Tinglev, hvor stationens Frichs traktor drøner rundt, og er ved at klargøre en stamme vogne som den skal til Kliplev med om et øjeblik. Lyntoget fortsætter sin rejse, nu kan farten sættes op til 120 km/t, som er den højeste fart når der kun er én mand i førerrumet. Toget svæver nordpå. På anden klasse sidder man i sæder med næsen i samme retning, , som i en bus, på den anden side ganen vender sæderne modsat. Disse sæder er ikke så populære, de har en nakkestøtte der kan skubbes op og ned, de fleste sidder så løse at de ikke kan blive siddende, men falder ned mellem skuldrene når man læner sig frem. Benplads er der heller ikke alverdens af, og pladsen bliver trang hvis den foransiddende vipper sit sæde lidt tilbage. I Hovslund skal der krydses med et persontog oprangeret af en MX, BDh og en Bv vogn. En typisk Sønderborg oprangering. Fjernstyringen i Vojens er skrap til at lave krydsninger uden at nogen af togene skal standse. Det lykkes ikke helt, Mx'en er for langsom til at komme ind på sidesporet, så lyntoget må stoppe i Hovslund. En utilfreds trut i hornet som kvittering da toget i spor 2 passerer. Videre med stop i Vojens og Vamdrup. Først i Lunderskov ser man forskellen, at det er et lyntog. Vi kører igennem, selv om gennemkørselshastigheden er ret lav på grund af de dårlige spor på stationen. I Kolding er det som kører toget for langt frem ved perronen. En stationsbetjent står klar med en spand vand og en svaber. Han vasker styrevognens gummivulst og gavldøren af. Så fjerner han beskyttelseshætten over automatkoblingen. Lyntogets anden del fra Struer via Esbjerg ankommer i samme spor, med styrevognen forrest. Stationsbetjenten giver denne styrvogn samme behandling. Der udveksles passagerer, så lukkes dørene. Gavldøren i den styrevogn hvor jeg sidder er blevet åbnet og danner nu væg i gangen ud til overganen, det var derfor den skulle vaskes. Gavlen på den anden styrevogn kommer nærmere, og vognene kobler sammen. Lyset i toget går ud. Kort efter kommer lyset igen, og det grønne blinklys i vogngavlen viser at sammenkoblingen lykkes denne gang. Gavldøren i den anden styrevogn åbnes, og gangboerne lægges ned, og dækkes med en løber. I modsætning til overgangene mellem de andre vogne som er helt tæt, er overgangen mellem styrevognene bare en almindelig gummivulst, som ikke er helt tæt. Toget fortsætter til Fredericia, med et kort ophold, inden det skifter køreretning og fortsætter over Fyn. End ikke et Ma lyntog kan passere Lillebæltsbroen helt lydløst, den karakteristiske rungen slipper man heller ikke for her. Turen over Fyn foregår begivehedsløst, kun høres et par gensidige glædesbrøl i hornene da et modgående Ma lyntog passerer, nu er farten sat op til 140 fordi der er to mand i forreste førerrum. Kort før Nyborg bliver overganene mellem styrevognene lukket, lyntogsføreren trækker en lille trappe ned fra loftet i overganen, og kravler op i styrevognens førerrum. Præcist hvornår togdelene skilles mærker man ikke. Men uden at være standset på Nyborg H, eller ved Nyborg færge, ruller vi ombord på færgen. Lyntogets anden del er allerede om bord. En matros sætter det tykke kabel i lyntoget, og togets maskiner stoppes. Togets anden del inspiceres, maskinen er her Nr 469, den er designmalet, malingen er ret ny, men maskinen har mange små buler. Færgen forlader Nyborg, og tager turen over Storebælt. De fleste går op på færgen, enkelte bliver siddende og sove i toget. Jeg går op og nyder turen på soldækket, stadig i let regn. Den endnu uspolerede Sprogø passeres. Inde i færgens restaurant sidder to gutter i blå kittel, med brune bukser og brune uniformskasketter. De diskuterer noget med gearet på nr. 464, og er hermed identificeret som lyntogsførere. Det er de samme folk der betjener toget hele vejen, der er ingen skift undervejs. Esbjer, Fredericia, Århus, med mere huser ikke denne specielle art: Lyntogsførere. De er stationeret på Helgoland maskindepot, og overnatter i Sønderborg, Struer og Frederikshavn. Eftersom hydrauliske gear til store entreprenørmaskiner er mit arbejdsområde kommer jeg i snak med de to lyntogsførere om gearet på Nr.464, over en kop storebæltskaffe. Nr 464 er slet ikke med i vores tog, men holder hjemme på Helgoland. Uden videre får jeg tilbudt at gøre resten af turen med i togets førerrum. Færgen nærmer sig Korsør, og jeg går med ned til lyntoget. Hele toget står og gynger blidt i fjedrene til færgens bevægelser. Jeg kommer med ind i Nr.462 og følger startproceduren. Porten på færgen er ved at blive åbnet, men vi er ikke i havn endnu. Der er lige tid til at beundre hovedieselmotoren, og det famøse gear, som man kommer ud til gennem en lille stejl trappe under pladsen ved siden af lokoføreren. Færgen rammer bolværket, og toget gynger voldsomt. Matrosen fjerner stikket til fremmednet. Færgen er kun lige lagt til så tændes et grønt lys under loftet i det spor hvor vi holder, og toget lister fra borde, og kører frem til et PU signal der beder os blive holdende. Lyntogsføreren siger at jeg kan åbne vinduet og se når anden del kobles til, nu langt bagude. Der mærkes et lille bump i toget da anden del tilkobles. En telefon ringer, det er lyntogsføreren fra anden del der meddeler at sammenkoblingen er lykkes. Stadig mangler vi signal, årsagen er at ankommende intercitytog, som skal krydse over det spor vi skal bruge. Så kommer der signal, og vi kører ud fra Korsør. Lyden af maskinerne er ret markant heroppe i førerrummet, desværre er Nr.462 en maskine der ikkehar meget turbolyd. Vi kommer ikke langt, i Svenstrup viser I signalet stop. Der ringes op over strækningsradioen, Fjernstyringsmanden får et fygaf. Glemt signalgivning. "Han sagde pænt undskyld" siger lyntogsføreren da han lægger røret, og signalet skifter til gennemkørsel. Toget kommer op på 140, og jeg spørger om der ikke skal være to i foreste førrerum med denne fart. "Jo, men det er vi jo også." Kollegaen som ved at jeg er med herude bliver i kioskvognen på resten af turen. Det går gennem Slagelse hvor toget gynger noget i sporskifterne. Motorvognen med den tunge hoveddieselmotor ligende helt fremme, faktisk lidt foran forreste bogie gynger noget i sporsikfterne. Gennemkørsel i Ringsted. Lyntogsføreren fortæller stolt om sin maskine, og at eneste problem er at de har svært ved at stå fast i vådt føre. Hjulspin får toget til at give nogle ryk, og det er upopulært. Hvis togstewardessen spilder så meget som én dråbe kaffe på grund af det, kommer hun ikke ud med kaffe. I lyntoget er det ellers kunderne der kommer til togstewardessen, lyntogsførere som kan undgå hjulspin er eneste undtagelse. Blandt de meget få der kan holde skik på lyntogsfolket er åbenbart togstewardesserne. Kort efter Ringsted kommer hun da også med to krus kaffe, og to rundstykker. Her sidder man i første sals højde, på noget der er bedre en første klasse og får kaffe og rundstykke på statens regning. Lyntogsføreren har pænt undgået ethvert hjulslip på trods af de våde vejr. Strækningsradioen melder sig, det er fjernstyringsmanden som er blevet lidt upopulær på grund af forsinkelsen i Svenstrup. Forsinkelsen er indhentet, men han melder ydmygt at vi må påregne stop i Kværkeby på grund af signaluorden. Bare så vi ved at det ikke er hans skyld. I-signalet viser kør, men PU signalet stop og ryk frem. Et hold banearbejdere står ved en relæhytte, området flyder med kabler. Udkørselssignalet viser kør igennem, men vi standser foran PU signalet, selvom banearbejderne viser at vi bare kan køre. "Så kan de ikke sige at vi ikke stoppede". Lyntogsføreren sætter i gang ved at kubbe kørekontrollen op i stilling 4. Toget ryster, og det giver et ryk da hjulene igen får greb i sporet. "Det var først stop, og nu RYK frem" griner han. Det var med vilje en lille hilsen til togsteardessen, der er kun ca. en halv time til København, og alligevel ikke udsigt til mere kaffe den dag. Under igangsætningen fortæller han om gearet, at den selv skal skifte gear ved 62 km/t, men først gør det ved 65 km/t. Det irriterer ham, og problemet skal da nok blive drøftet med en kollega over en kop Storebæltskaffe ved lejlighed. Turen fortsætter gennem Roskilde uden stop, og forbi byggepladsen til Høje Tåstrup, som er næsten helt færdig. Lyntogsføreren lufter sin frustration over at lyntoget nu snart skal til at standse ved en S-togs station. Vidre gennem Glostrup og Hvidovre. Udervejs hilser man på de modgående tog, selv S togene. "Den opgivende hånd" paroderer han en S-tog førers trætte hilsen. Kort før København H begynder mellembloksignalerne kun at vise et grønt lys, det er et lokomotivtrukekt tog der skal til peron ad en lidt mere snørklet togvej end den vi skal bruge, så farten sættes ned for at undgå at få stop inden København H. Vi kommer til perron i spor 1 på København H, og jeg takker for turen og finder selv ud. Toget tømmes for passagerer, og skal fortsætte til Helgoland maskindepot som materieltransport. Ikke noget med stop på Østerport, lyntog betjener ikke S-tog stationer. Toget er tomt, og der sættes signal for viderekørsel. Toget glider ind i røret med den karakteristiske fløjten, der er væsentlig mere turbolyd i Nr.469 som kører bagerst. Et eller andet inde i røret skal have et brøl i hornet. Så er toget væk. (C) Kim Christense 2004 Hilsen Kim