Ja, den er altså ikke død. Men jeg kom til at zappe forbi Emil fra Lønneberg på fjernsnet, og Emil skulle en tur i værkstedet, og det vakte minder..

Den klasse jeg gik i var C linjen. Det var i starten af 70'erne, og vi var blevet sorteret efter hvad vores fædre og mødre var eller ikke var. A og B linjen var dem med fædre og mødre som var "noget ved musikken", forretningsfolk, direktører - eller lærere. Så var det sat på plads. Os hvis fædre bare var noget almindeligt kom i C klassen, og D klassen. De helt håbløse kom i Es klassen, "hjælpeklassen".

Den skole havde mange mærkelige lærere, men også et par virkelig gode. Vi skiftede tit dansklærer. Ham vi fik fra 8. klasse var glødende kommunist, og gorde alt for at overbevise os om den eneste rigtige lære. Men se da om det har hjulpet..? Alt var kollektivt, fik én en sveder skulle allesammen sidde efter. Eftersidningen foregik i inspektørens forkontor, hvor der var indrettet plads til 3 personer. Men vi kom nu alligevel ind alle 24. Engang havde halvdelen af os ikke vores diktathæfte med fordi vi plejede at have diktat om onsdagen, og det havde vi haft, og nu var det torsdag..,. Sveder til hele banden!
Gamle inspektør Touborg kom ud og måbede, da hele klassen sad på hans forkontor. Hvad sidder i her for?
Jo det var jo det med diktathæftet.
"Uanset hvad der hænder jer senere i livet og hvad i kommer til at lave, skal i altid huske at have jeres diktathæfte med" proklamerede han højtideligt, men vistnok ikke helt i alvor.
"Og nu vil jeg have absolut ro, for jeg skal koncentrere mig om mit arbejde. Hører jeg den mindste lyd herudefra bliver i sendt hjem"! - Øjeblikkeligt.
Hvordan skulle den forstås?
Der kom vel en meget lille lyd fra en, og straks blev døren ind til inspektørens kontor revet op, og den gamle kommanderede os hjem.
Det lykkes også mig at få hele klassen sat i brummen. Vi skulle jo læse relevant litteratur i de der dansktimer, og menuen stod på Heinz G. Konsalik og andre forfattere med det rigtige farvebånd i skrivemaskinen. Jeg kom til at kalde Konsalik for "Kong Salig". For pokker man er vel salig når man har opskriften på alle verdens problemer. Nu er hverken Konger eller Salighed noget kommunister sætter pris på, så det var selvfølgelig en ubodelig gerning, men det gik da med en kollektiv sveder. Vi blev sendt hjem af inspektøren efter 5 minutter med besked om at vise konger og helgener den respekt der tilkommer dem. Og kun dem.
Men dansklæreren tilgav mig aldrig. Til eksamen i dansk stil havde vi fået et oplæg der hed "18 år". Ingen opfølgende tekst, bare den overskrift. Da jeg dengang kun lige var 16, valgte jeg at skildre hvordan et lille bysamfund udviklede sig på de 18 år, butikken lukker, der opstår sovebyer etc..
Censor var helt paf og gav mig 13. Læreren gav mig 03. To i hatten og divider med to, så jeg fik et 8 tal.
Forøvrigt var den karakter juridisk set værdiløs, fordi skolen havde snydt med hele eksamen. Inspektøren havde forlagt nøglen til pengeskabet, og fordi det var varmt den dag sagde han at vi kunne holde dagen fri, og komme til eksamen om aftenen i stedet, når det var køligere. Om eftermiddagen mødte jeg en kammerat fra en anden skole, og de havd været til eksamen fra kl 8 om morgenen. Jeg kendte dermed opgaven, og det var den samme vi fik. Man havde lånt en opgave hos en anden skole, efter at eksamen var slut der, og kopieret den...
Med tiden blev den dansklærer dog selv utro over for Konsalik, B.Traven & Co, Han endte som direktør for en privatskole. Det burde han nu have haft en sveder for.

Vi havde nu ellers ret meget respekt for ham inspektøren. Det havde vi ikke for biologilæreren, som var hele skolens mobbeoffer, og en katastrofalt dårlig underviser. Nogen havde lagt en tegnestift på katederstolen, i hensigt til at Tummelumsen skulle sætte sig på den. Men Tummelumsen var blevet syg, så vi skulle have vikar, og det var ingen ringere end selveste inspektøren, som i øvrigt viste sig at være en dygtig underviser.
Se det lærte vi noget biologi af, og hold op hvor var vi aktive, for at holde ham ved tavlen hele timen igennem. Flere gange var han ved at sætte sig på den armerede stol, men det lykkes os at redde situationen med et relevant spørgsmål hver gang.

Vi havde også Tummelumsen til historie. I timen forinden havde vi haft fysik, og der havde vi ubemærket udglødet nogle stykker kridt på en bunsenbrænder, og ladet det køle igen. Det blev lagt i tavlerenden til historietimen. Det er ikke meningen at læreren skal brænde fingrene, for kridtet var jo kølet af igen. Men det smuldrer så let som ingenting.
Heldigvis blev Tummelumsen syg, og vi skulle have vikar. Det blev Christian Skov som nu er en ret kendt dansk nicheforfatter. Dengang da han var ved at starte som forfatter underviste han stadig halvtids. Han var en formidabel underviser, ofte digtede han spontant en historie der baserede på den tid vi beskæftigede os med, og der kunne klokken ringe og vi blev alle siddende, så Skov lige kunne få afsluttet sin historie, det var den nemlig værd. Den måned han var vikar var fantastisk.
Så var der geografitimen, med gamle Meinhardt, som også var skolens viceinspektør. Han kunne hvæse som en kat, og lærte aldrig vores navne. Drengene hed alle Onkel August, og pigerne Tante Petrine. Han var strid, men hvis bare man kunne sidde stille og se opmærksom ud, gik den endda. Nu havde vi en pige i klassen som ofte faldt i søvn, engang vågnede hun med et sæt og udbrød "Gud, er det frikvarter nu?!" Det skulle Tante Petrine ikke have gjort i geografitimen. Derudover lærte vi ikke en skid i de timer. Det eneste jeg kan huske er en vandet vits. om "Eskimo'er, Eskifa'er og Eskibørn".

Dengang havde man et fag der hed "Formning", mest af alt et kunstnerisk fag. Skolen havde ellers stolte traditioner med det fag, og nogen lærere der kunne det der. Og andre der ikke kunne... Et af højdepunkterne kunstnerisk set, var en lille kort gang, ret uanseelig, som blev kaldet Girafgangen. Og ikke uden grund. Her havde man udsmykket gangen med vægmalerier med både giraffer og søløver. Se bare her.

Derfor var forventningerne store da vi skulle have vores første time i det fag. Men et første læreren - som vi aldrig havdehaft til andre fag før - sagde var at "Som straf ville vi kun få lov til at lave blyantstegning". Med vore egne blyanter, det skulle vel reducere risikoen for skade på skolens inventar. Hvad straffen var for er mig fortsat en gåde, det var vel en straf for at være den klasse som man fra skolens side havde sat samen ud fra forældrenes baggrund? Nå, men som man kan se på andre steder på denne hjemmeside fik jeg da en del erfaring i blyantstegning.

Når man går ud af skolen tror man ofte at man ikke kommer til at møde lærerne igen. Men min daværende regnelærer Fru Jepsen gik på et tidspunkt ind i politik. Ved et borgermøde om noget planlagt byggeri kom jeg i en diskussion med hende, hvor jeg dokumenterede at nogle beregninger som kommunen havde opstillet var for optimistiske, og tilføjede "og det er dig selv der har lært mig at regne". Ofte kan man forhindre at en debat udvikler sig til en skyttegravskrig ved at tilføje lidt relevant humor.

Jeg var lige ved at glemme pedellen! Han troede nærmest han var overlærer. Nå, men dengang spillede jeg i skoleorkesteret, det var fedt nok, for når skolen holdt fødselsdag iviterede den alle de andre skoler i byen til et idrætsstævne hvor de fik tæsk - efter noder, for vi der var medlemmer af orkesteret kunne sidde inde på en tribune og spille mens de andre asede ude på atletikbanerne - ofte i regnvejr pga årstiden.
Men fødselsdagen - d. 1 oktober - startede altid med at flaget blev ejst, og vi spillede "der er ingen ting der maner som et flag der går til tops" ... Det var pedellen der hejste flaget imens vi spillede. Til tops kom flaget nu ikke den ene gang, for han havde vendt det forkert. Man skulle ikke tro at Dannebrog kunne vendes forkert, men nedad på flaget er der et stykke line som bindes til flagsnoren med en knude, og den kunde kan ikke gå igenem oppe i toppen. Så ned med flaget igen, og så måtte vi til at spille igen da flaget gik op igen anden gang.

© Kim Christensen 2009

Tilbage